Nordisk Kulturcenter

Nordisk Kulturcenter eller Kaikan, som det også kaldes, blev etableret på foranledning af SGI præsident Ikeda i 1988. Formålet var, at det skulle blive et fundament for udbredelsen af Nichiren Daishonins filosofi og praktisering i de nordiske lande.

Historie

Patriciervillaen har en meget farverig historie. Den blev opført midt i Østerbros Rosenvænge kvarter i 1865 af udenrigsministeriets chef, Peter Vedel. Mens han boede der, besøgte H.C. Andersen villaen, når han skulle have udlandsvisum. H.C. Andersens mæcenfamilie Collin boede i en af nabovillaerne. I 1920'erne fungerede huset som kinesisk repræsentation, og under anden verdenskrig overtog SS huset for at indrette det til hvervekontor for de Østfront-frivillige. Efter krigen blev huset brugt som folkeskole og i 70’erne var det kollektiv. Og i 1988 blev huset så et buddhistisk center.

nordisk kulturcenter

Administration og møder

I dag fungerer kulturcentret som den danske SGI organisations hovedsæde, idet der både findes centre i Stockholm og Oslo. Udover SGI-Danmarks administration findes foreningens butik, hvor man i forbindelse med større møder kan købe forskelligt litteratur og tilbehør til praktiseringen såsom chantekæder og røgelse. Der er jævnligt åbent i kulturcenteret, hvor der afholdes forskellige møder (se åbningstider under “kontakt”). Udover det afholdes der mange møder i medlemmers hjem mange steder i landet.