At skabe værdi
Værdiskabelse var et centralt begreb for Soka Gakkais første præsident Tsunesaburo Makiguchis (1871–1944) filosofi. Soka Gakkai betyder ’Samfund til værdiskabelse’. Makiguchis dybt humanistiske livsanskuelse fokuseret på menneskelig lykke, ansvar og styrkelse (empowerment) lever videre i den globale buddhistiske humanisme i Soka Gakkai i dag.
Begreberne værdi og værdiskabelse kan virke forvirrende særligt, hvis man tænker på ideen om ’værdier’ som betydende værdi i en moralsk forstand. Værdi indikerer det, der er vigtigt for mennesker, de ting og forhold, der forbedrer oplevelsen af at leve. Som udtrykket bruges i Soka Gakkai, peger værdi på virkelighedens positive aspekter, som frembringes eller genereres, når vi kreativt engagerer os i dagligdagens udfordringer.
Værdi er ikke noget, der eksisterer uden for os, som noget, der skal opdages; det er heller ikke et allerede eksisterende sæt kriterier, som adfærd bedømmes ud fra. Vi kan skabe værdi i hvert øjeblik gennem vores reaktioner på vores miljø. Afhængigt af vores beslutsomhed og retning kan den værdi, der skabes fra en given situation, være positiv eller negativ, minimal eller uendeligt stor.
Selv hvad der ved første øjekast kan synes at være en intenst negativ situation, et vanskeligt forhold, økonomiske problemer eller dårligt helbred kan tjene som en mulighed til at skabe positiv værdi. Et livslangt engagement i retfærdighed kan for eksempel opstå som følge af en tidlig oplevelse af at være blevet behandlet uretfærdigt.
Buddhistisk praktisering forbedrer vores evne til at se disse muligheder, og hjælper os til at frembringe vitaliteten, visdommen og vedholdenheden til at realisere dem. Fordi vi lever vores liv i netværk af indbyrdes forbundethed og indbyrdes afhængighed, bliver den positive værdi, vi skaber for os selv også kommunikeret og delt med andre. Således kan det, der startede som et individs indre vilje til at ændre sine omstændigheder, opmuntre, inspirere og skabe varig værdi i samfundet.
Den samme progression fra det individuelle indre liv til det større menneskelige fællesskab ses i Makiguchis rækkefølge af, hvad han så som de essentielle værdikategorier: skønhed, fordel og godhed. Skønhed indikerer æstetisk værdi, den positive sensoriske reaktion, der fremkaldes af det, som vi genkender som ’smukt’. Fordel er det, vi finder givende i den bredeste mest holistiske forstand, Det inkluderer også, men er bestemt ikke begrænset til de materielle forhold, der gør livet mere bekvemt og behageligt. Godhed eller ’det gode’ er det, der forbedrer og udvider et helt menneskeligt samfunds trivsel, hvilket gør det til et bedre og mere retfærdigt sted for mennesker at bo.
Selv før han konverterede til Nichiren-buddhismen i 1928 mente Makiguchi, at det autentiske, det sande formål med livet var lykke. Efterhånden som hans praktisering og studie af buddhismen blev dybere, begyndte Makiguchi at bruge udtrykket ’det store godes liv’ til at angive en livsstil, der var dedikeret til den højeste værdi, nemlig hele menneskehedens trivsel. Dette kan ses som det ældgamle buddhistiske ideal om bodhisattvaens vej af medfølelse udtrykt i det 20. århundredes sprog.
Det er også vigtigt at bemærke, at Makiguchi i modsætning til nogle af sine samtidige afviste ideen om, at ’det hellige’ kunne være en form for værdi i sig selv, og han hævdede, at menneskelig lykke i harmoni med omgivelserne, var den autentiske, den sande måde at vurdere en religion og dens formål på. Som han skrev: "Hvilken mening kan der være for religionens eksistens i samfundet ud over at befri mennesker og verden fra lidelse? Er det ikke værdien ved fordele at befri folk fra lidelse? Er det ikke det godes moralske værdi at befri verden fra lidelse?"
Filosofien om værdiskabelse er således en opfordring til handling, som dem vi er, og der hvor vi er for at skabe menneskelig lykke i harmoni med omgivelserne. Det er fra bestræbelserne efter at rette vores hjerter, vores beslutning mod et sublimt, et ædelt mål, at vi får visdom og energi til at forme virkeligheden øjeblik efter øjeblik på de mest værdiskabende måder. Som Daisaku Ikeda siger: "Nøglen til at leve et tilfredsstillende liv fri for fortrydelse er at dedikere os til en sag, et mål, der er større end os selv."
Tilpasset fra ’SGI-Quarterly’ oktober 2006, og www.sokaglobal.org